Hjemmesiden er under opbygning. Ha’ tålmodighed!
Krogensgaard er en gammel slægtsgaard, som har været i familiens eje siden 1928. Den er beliggende i landsbyen Lørup på det frodige midtfyn.
I en periode fra ca. 1850 til 1974 blev den kaldt Vestergaard, men i fordums tid blev den jfr. forfatteren til “Ryslinge Sogns Historie” kaldt gården i Krogenden eller Krogensgaard.
Ved de store jordreformer i slutningen af 1700-tallet var gården den største gård i Lørup ejerlav, idet den da havde et jordtilliggende på 80-90 hektar. Ved udskiftningen i 1788 fik Krogensgaard tillagt et areal langs skellet til Brangstrup ejerlav i vest og helt ud til Sallinge å i nord.
Nu er ejendommen blevet til et lille fritidslandbrug med et jordtilliggende på ca. 5 hektar.
Igennem tiden er der blevet frasolgt jord i flere omgange. Første gang var i 1802, da den daværende fæster af Krogensgaard Niels Hansen frikøbte gården fra Tøystrup gods og bortsolgte de nordligste agre til en Henrik Jørgensen, som byggede en mindre ejendom på Svinsagre og kaldte den Frydenlund.
Næste gang der frasolgtes jord var i 1824, da Niels Hansens søn Rasmus Nielsen solgte Egsager og Tornebjerg agerskifter i Egsmarken til Poul Rasmussen fra Volstrup, som herpå byggede ejendommen Egelund.
Endnu en gang blev der frasolgt jord fra Krogensgaard. Det skete i 1913, da Rasmus Nielsens søn Kristoffer Rasmussen døde og enken måtte sælge al jorden nord for Brangstrup vejen ialt ca. 44 tønder land. Køberen var gårdejer Kristian Hansen fra Villumstrup i Herrested sogn. Kristian Hansen var født på Damgaard i Ryslinge by.
Kristian Hansen byggede her gården Højagergaard, som siden blev landskendt for sit røde danske malkekvæg.
Sidste frasalg fandt sted i 1988, hvor jeg solgte ca 12 tdr. land til nabogården Damgaard i Brangstrup. Krogensgaard er nu på ca 8 tdr. land