Jeg vil her fortælle om arbejdet på et mindre landbrug på Midtfyn i årerne imellem de 2 verdenskrige.
I tiden før mekaniseringen i landbruget var det menneskekræfter suppleret med hestekræfter, der klarede alt landbrugsarbejde. Hårdt slid og mange folk i arbejde.

”Vestergaard”, Luftfoto 1939 af Sylvest Jensen Hillerød

Mine forældres gård ”Vestergaard”, som den blev kaldt dengang havde et areal på ca. 20 tdr. land af god bonitet,
Gården blev drevet som et traditionelt landbrug med 7 agre i omdriften.
Besætningen bestod af 8 malkekøer, 5-7 stk ungkvæg, 2 Heste, 3-4 søer med smågrise og som regel 30-40 fedesvin. Endvidere høns, gæs og ænder.
I årene fra 1928 og frem til 2. verdenkrigs begyndelse i 1939 havde vi både tjenestekarl og dito pige.
Forårsarbejdet i marken begyndte så snart frosten var af jorden og sol og blæst tørrede den våde jord. Først blev pløjemarken jævnet med en tung planke (et slæb) og derefter harvet med en svenskharve eller en spidsharve 2 gange (anden gang vinkelret på den første)

21 – rækkers radsåmaskine forspændt 2 heste

Herefter kunne såningen foregå. Efter såningen blev marken kørt over med en sæddækker (en harve bestående af en bom med 8 små harve) Til slut blev marken tromlet. Jeg husker endnu, at der var år, hvor vi begyndte i marken allerede i midten af marts og hvor vi havde tilsået inden udgangen af måneden.

I begyndelsen af april skulle ajlen køres ud inden køerne kom på græs. Ajlen blev kørt ud på vinterhveden og på det ny såede byg og havre. Ajlen blev transporteret i en trætønde lagt på fjellevognen og ajlen blev pumpet op fra ajlebeholderen med en håndbetjent pumpe
Køerne kom på græs i midten af april. Dengang havde man ikke løsdrift, men hver enkelt ko stod tøjret til en jernpæl banket i jorden med en trækølle. De skulle så flyttes et par gange i løbet af dagen. Sidst på eftermiddagen skulle de hentes hjem igen til aftenmalkningen og de forblev inde til næste morgen.

I maj måned skulle roerne udtyndes. Frøene var sået i rækker og nu skulle overskydende planter hakkes bort, så der kun stod en enkelt plante for hver ca. 20 cm. Jeg husker det som et træls arbejde, der var hårdt for ryggen. Hvis man gik alene, kunne der synes langt til enden – og herefter fulgte en ny række, og sådan gik dagen
Dengang blev der næsten ikke anvendt kunstgødning, roemarken fik vist lidt. Jeg husker endnu noget, der hed chilesalpeter.

I juni måned var det tid til høhøsten. I de første år blev græsset skår-lagt med en skårlægger og derefter sat op på stativer af granrafter. Senere gik man bort fra dette og i stedet for vendte græsset med håndkraft (en fork). Ret hurtigt blev det overtaget af en hestetrukken ”høspjætter” Når høet var tørt blev det kørt hjem i løs form og sat ind på loftet over svinestalden.
Inden høsten begyndte var der tid til endnu en omgang hakken roer, d.v.s., at ukrudtet imellem roeplanterne i de enkelte rækker blev fjernet med en roehakke. Ukrudtet imellem rækkerne var fjernet ved radrensning med en hestetrukken radrenser.

Høsten begyndte som regel i midten af august måned. Det korn, der først blev høstet, var hvede og rug. Vinterbyg fandtes vist ikke
dengang.
Kornet blev høstet med selvbinder og derefter sat sammen i ”åen-steder”.

Når det var tilstrækkeligt tørt blev det kørt i laden, hvor det sad indtil vinteren.

Jeg husker endnu en munter episode en meget varm eftermiddag, hvor vi kørte korn hjem fra marken. Min far, tjenestekarlen Sigurd og naboen Hans Jørn’s husbestyrerinde Marie (en lille trind kone) var inde for at drikke kaffe, imens min mor stod ved hestene, der gumlede på lidt hø og stadig var for-spændt den fuldt læssede vogn. Efter kaffen kom de ud og vognen skulle tømmes. Alle 3 gik ad en stige op på læsset, min far forrest, dernæst Marie og sidst Sigurd. Pludselig udbryder Sigurd forbavset: Jamen Marie, du har jut bowser på! (du har jo ikke bukser på). Min mor nede foran hestene morede sig højlydt.

I løbet af efteråret og vinteren blev kornet tærsket. Det var som regel 2-3 dage ad gangen, da vi skulle have en daglejer til hjælp. Han stod oppe i kornet og kastede negene ned på tærskebordet, hvor min far stod, skar båndene og lod neget langsomt glide i tærskeværket.
Vi havde et Dronningborg tærskeværk, der blev trukket af en 10 hk elektromotor. Kornet kom ud i 2 sække, som jævnligt skulle skiftes, når de var fyldte. Det var Sigurds job samtidigt med, at han skulle holde øje med halmen på slidsken, at det ikke løb skævt og faldt ned, inden det nåede loftet.
Halmen blev via en halmpresser presset i letballer og derefter skubbet op ad en slidse til loftet over avnerummet og kostalden.
Når den halve dag var gået blev de fyldte kornsække båret op på stuehusloftet af Sigurd og daglejeren, hvor de tømtes og kornet spredtes ud i et lag på 25 – 30 cm. Her lå det og blev luftet (og var samtidig isolering for de underliggende rum) indtil det skulle formales til svinefoder. Så blev det skovlet i sække igen og båret ned til kværnen, det befandt sig i loen ved siden af tærskeværket. Elektromotoren blev vendt 90 grader for nu skulle den trække kværnen.
Efter at høsten var kørt i lade skulle stubmarken rives ren for aks. Hertil anvendtes en hesterive trukket af een hest. De sammenrevne kornaks blev læsset på høstvognen og kørt i lade og blev tærsket efterfølgende.
De afrevne stubmarker blev herefter i nogle år skrælpløjede, d.v.s. en let pløjning ca.10 cm i dybden.
I september skulle vinterhveden sås, det var som regel på en ager med gammel grønjord, som blev dybdepløjet for ikke at trække græstotter op ved den efterfølgende harvning. Efter harvning et par gange af pløjemarken blev hveden sået.

I oktober inden roesæsonen begyndte blev møddingen tømt og møget/staldgødningen blev kørt ud på de tidligere stubmarker.
Det foregik på den måde, at møget/ gødningen blev læsset ved hånd-kraft på en fjellevogn med skrå sider og kørt ud på marken og læsset af i mindre stakke svarende til et par trillebøre fulde.
Det blev truket af vognen med en møghakke. Først bagud af vognen og når vognen var halv tømt kunne man løfte de skrå fjellesider op ved bagenden og derpå trække møget sideværts ud.

Herefter skulle alle de små stakke spredes ved håndkraft, og derefter blev
møget nedpløjet med en en-furet Fraugdeplov for-spændt to heste. Efter harvning et par gange af pløjemarken blev hveden sået og marken tromlet.

I midten af oktober var tiden inde til optagning af roer. Runkelroer/foderroer blev trukket op (med venstre hånd), hvorefter roen blev frigjort fra toppen ved et enkelt hug med en roekniv. Kålroer blev optrukket med et specielt jern, der både aftoppede og trak roen op.
Ved aftopningen blev 4 rækker roer lagt sammen til 1 række. Nu kunne vognen køre imellem 2 af disse rækker, så der kunne læses fra begge sider af vognen. Roerne blev sammenkørt i en roekule placeret ved den ene ende af marken langs markvejen.
Roekulen skulle herefter inden frosten satte ind tildækkes først med et lag halm og derefter med jord.
Det foregik på den måde, at der først blev pløjet en 5-6 omgange rundt om kulen, hvorefter den løsnede jord ved håndkraft blev kastet op på roekulens sider i 25-30 cm tykelse. Et mandearbejde for 2 mand i et par dage, kulen var i reglen omkring 30 m lang.
Roetoppen blev pløjet ned i flere år, først i slutningen af 1930’erne fandt man på, at ensilere toppen.
Der blev opført en silo (se forsidebillede). Efterhånden som den fyldtes op skulle toppen overhældes med propionssyre for at konservere den.

I løbet af vinteren blev ensilagen anvendt som foder til køerne. Det viste sig imidlertid, at det var et stort arbejde at få ensilagen ud af siloen igen. Om efteråret blev den fyldt helt op og under ensileringen var toppen sunket så meget sammen, at man lige kunne kravle ind ad mande-hullet, en åbning på vel 1,5 m i højden over udvendigt terræn. Ensilagen blev hugget ud i blokke med en sleben spade og kørt ind i stalden på en hjulbar/trillebør. Da vi fra begyndelsen af 1940’erne ikke længere havde tjenestekarl ophørte dette noget besværlige projekt.
Et andet tungt arbejde i vintertiden var hjemkørsel af roerne fra roekulen, som kunne ligge et stykke oppe i marken. Først skulle den sammenfrosne jord uden på kulen løsnes med en hakke. I hårde vintre kunne man brække kvadrat- meter store stykker løse og vælte dem ned ved foden af kulen.
Roerne blev kørt hjem og læsset ned i roehuset, der lå på sydsiden af kostalden halvt nedgravet i terrænet. I frostvintre blev roerne nærmest til isklumper, da roehuset var helt uisoleret. Roerne blev derfor kastet op på fodergangen dagen før, de skulle bruges. Inden fodringen blev de hakket i mindre stykker med en spade.
Efter roerne fik køer og kvier hø, som blev lagt ud på fodergangen, hvorfra de selv kunne nå det, imens malkningen stod på. Til sidst blev der ud på fodergangen strøet et lag halm, som dyrene omsatte i løbet af natten.
Søer og slagtegrise blev fodret 3 gange om dagen. De blev fodret med grut/formalet byg, som blev overhældt med valle og lidt vand. Vallen var på mejeriet hældt på mælke-jungerne, som kom retur med mælkekusken hen på for-middagen. Så vidt jeg husker, fik de kun valle ved middagstid. Om aftenen gentog morgenfodringen sig. Vi havde ikke egen orne, men der var en grisehandler i Kelerup, som kørte rundt med en orne og betjente omegnens søer.
Min mor fodrede altid hønsene, gæssene og ænderne.
Tjenestepigen gjorde rent i hønsehuset, senere blev det os børns opgave. Vi samlede også æg ind.
Om efteråret blev gæs og ænder leveret til et fjerkræslagteri ved mortenstid i begyndelsen af november.

Også i november blev julegrisen slagtet af en hjemmeslagter ude fra Lørup Hede. Fedegrisen var i reglen en galt/kastreret orne, som var fedet op til et par hundrede kilo. Flæskesiderne blev efterfølgende røget hos en træskomand nede i Sandager og der efter hængt op på loftet over bryggerset. Her stod også et saltkar/trækar med det øvrige slagtemad, som var saltet ned. Fryser eller frysehus var jo ikke opfundet endnu. Det var først i 1947/48 at Lørup Andelsfryseri blev oprettet efter at Friskolen var nedlagt i 1947.
Et andet tungt arbejde i vinterhalvåret var fremskaffelse af brændsel til den efterfølgende vinter. Vi købte i reglen 8-10 rummeter bøgebrænde ved skovauktion på Krumstrup eller på Ravnholt.

  Bøgekævlerne blev kørt hjem på fjellevognen og dernæst savet i mindre stykker på en gammel rundsav, som blev stillet op midt på gårdspladsen. Den blev trukket af elektromotoren, som var place-ret i loen lige inden for porten.
Herefter blev stykkerne kløvet til mindre stykket og stablet op i en brændestabel. Hen på sommeren blev brændet kørt ind i brænderummet i den østre lade.

Vi havde en lille skov ude i Egsmarken lige op til ”Egelund” Her hentede vi i nogle år risbrænde. Det var ret store hasselbuske, der blev hugget ned og kørt hjem på gårdspladsen. Jeg kan huske, der var et år, hvor vi fyldte hele gårdspladsen med 10-12 læs risbrænde.
Der var en lille maskinstation her i omegnen, som kom med en kvashugger efter en gammel traktor på jernhjul. Kvashuggeren blev trukket via et remtræk til traktorens remskive placeret på traktorens højre side.
Kvasbrændet som det kaldtes var 10-12 cm langt, da kniven var monteret på et stort svinghjul, som ikke roterede særligt stærkt.
Kvasbrænde blev udelukkende brugt til fyring i komfuret i køkkenet og under gruekedlen i bryggerset.
Dagligstuen ved siden af køkkenet blev opvarmet af en kakkelovn, hvori der fyredes med bøgebrænde. Andre varmekilder var der ikke i huset. Kakkelovnen blev senere udskiftet med en petroliumskamin.

Skrevet af Johs. Westergaard
Maj 2017

PS. Størsteparten af de anvendte billeder i artiklen er ”lånt” fra diverse lokalhistoriske hjemmesider.